Natasja var en dansk rapper, sanger og sangskriver inden for hiphop, reggae og dancehall. Hun blev kun 32 år. Hendes gravsted er et af de mest besøgte gravsteder på Assistens Kirkegård.
Natasjas grav skiller sig ud af flere årsager. Dels er der altid mange forskellige genstande lagt af besøgende, og dels er der et billede af Natasja på gravmonumentet.
På en del af kirkegårdens gravmonumenter fra 17- og 1800-tallet kan man se den afdøde afbilledet via portrætrelieffer eller andre af datidens teknikker. Fotos af den afdøde hører nutiden til og ses stadig oftere, også når den afdøde er en i offentligheden ukendt person. Mens det i 17- og 1800-tallet kun var de absolut rigeste, som havde mulighed for at få lavet et portræt til monumentet, er det i dag sådan, at også almindelige mennesker har råd til at få et billede i stil med Natasjas på deres gravsten.
- Hvad synes I, at det gør ved oplevelsen af en gravsten, at personen er afbilledet på den?
- Find to eksempler i nærheden, hvor den afdøde er afbilledet på enten en gammeldags eller moderne måde (tag billede)