Asta Nielsen er nedsat i Vestre Kirkegårds askefællesgrav. Askefællesgrave omtales ofte som ”de ukendtes grav”. Det er dog ikke ukendt, hvem der ligger der - det ved både de pårørende og begravelsesmyndigheden - men fællesgraven er anonym i den forstand, at der på stedet ikke er nogen angivelse af, hvem der er nedsat her. Det er også et kendetegn ved gravstedsformen, at den nøjagtige placering af de enkelte asker heller ikke er markeret.
Asta Nielsen kan heller ikke påstås at have været ukendt i sin samtid, hvor hun var en stor stjerne. Hun startede sin skuespillerkarriere på de Københavnske teatre, men det var med filmdebuten i ”Afgrunden” fra 1910, hvor hun sammen med Poul Reumert fremfører en ikonisk dansescene, at hun for alvor slog sit navn fast, ikke blot i Danmark, men også internationalt. Hun blev en af stumfilmens største stjerner. Hun spillede et utal af forskelligartede og uortodokse roller, og i Tyskland indspillede hun mere end 70 film for sit eget produktionsselskab.
Askefællesgraven på Vestre Kirkegård blev etableret i 1947, og anlægget omkranser en bronzeskulptur af en kvindefigur med urne. Skulpturen er udført at kunstneren Bjarne Wilhjelm Nielsen og er skænket af Dansk Ligbrændingsforening.