Skibsreder Oluf Chr. Johnsen døde i 1910, bare 37 år gammel. Hans gravsten er bemærkelsesværdig, fordi den afspejler, hvad en velhaver anno 1910 kunne finde på at bruge sin fritid på.
Få historien om Oluf Chr. Johnsens gravsten (1:42) - eller læs med her:
Det er billedhuggeren Anders Bundgaard, der har skabt gravstenen over Oluf Chr. Johnsen. I København kender vi Anders Bundgaard fra hans Gefion-springvand på Langelinie, og han står også bag bl.a. de to isbjørne af granit, der skuer ud over byen fra skorstenene på rådhusets tag.
Monumentet for Johnsen er bemærkelsesværdig, først og fremmest takket være det broncerelief, der løber som en billedfrise rundt om hele stenens omkreds. Forrest ses et portræt af, hvad man må formode er afdøde selv, iført motorkasket og motorbriller og flankeret af en boldspiller og en cyklist. På højre side ses en rytter til hest i fuld firspring henover forhindringer. Til venstre er afbildet en sejlbåd på vej henover bølgen blå, og bagsiden viser et par automobilister, der ser ud til at køre om kap med hinanden. Her kan man også læse ordene ”Reist af venner”.
Man kunne næsten være fristet til at kalde frisen en slags tegneserie om, hvad en velhaver anno 1910 kunne bruge sin tid på. I hvert fald vidner broncerelieffet om et liv præget af kostbare fritidsaktiviteter, givetvis i selskab med de venner, der samlede ind til gravstenen. Monumentet vidner også om en moderne indstilling – her er ingen traditionelle referencer til Vorherre eller efterlivet, men derimod altså en afbildning af nogle fuldstændig sekulære fornøjelser, der hører jordelivet til. Det eneste traditionelle element er gravstenens top – her fortæller en skibsskrue, der bryder bølgerne, om afdødes erhverv som skibsreder.