Det er ikke kun berømte menneskers gravsten, der er af kulturhistorisk værdi.
Hør om Axel Klingenbergs bevaringsværdige og rørende gravmæle (01:46).
Foretrækker du en tekstversion, så læs med her:
Der findes ca. 900 bevaringsværdige gravminder på Vestre Kirkegård, og ét af dem er det sat over medlemmer af familien Klingenberg. Det er bevaringsværdigt, fordi det er skabt af en anerkendt kunstner, nemlig billedhuggeren Aksel Hansen, der var en af sin tids meget brugte portrætkunstnere. Om barnet i strålekrans afbilder en faktisk person, ved vi ikke, men gravmindet blev rejst i forbindelse med den kun 4-årig Axel Klingenbergs død i 1916, så det er ikke utænkeligt.
Barnefiguren er omgivet af to englelignende skikkelser, der ser ud, som om de bevogter graven, og der indgår også valmuekapsler i kompositionen - de er ældgamle symboler for døden. Alle elementerne udgør til sammen, hvad man kan kalde en ’interessant udsmykning’, og det er også ét af i alt fire kriterier for, hvornår gravsten kan erklæres bevaringsværdige. De andre kriterier angår dels de såkaldt ’fortjenstfulde personer’ – dvs. mænd og kvinder, der har ydet en særlig indsats i det danske samfund – og dels monumenter med usædvanlige og særligt bemærkelsesværdige inskriptioner. Sådan en finder vi også på Axel Klingenbergs gravminde. På forsiden af bænken citeres nemlig en strofe af B.S. Ingemann – det er de sidste fire linjer af digtet ’I sne står urt og busk i skjul’.
Ingemann er den digter, der hyppigst citeres på de gamle gravsten på Københavns kirkegårde, og det har formentlig at gøre med, at hans beskrivelser af dét, der venter os, når vi dør, er smukke og opløftende. I Ingemanns optik er der lyst og godt på den anden side, og den form for trøst kan man godt have brug for på kirkegården.