Peder Eggert Benzon huskes som botaniker, men da han levede, før botanikken blev en selvstændig disciplin, er det som farmaceut, han omtales på sin gravsten. Der står:
HERUNDER HVILER / ASSESSOR PHARMACIÆ / PETER EGGERT BENZON / APOTHEKER I CHRISTIANSTED / PAA ST. CROIX / *27 OCT. 1788. +24 JULI 1848 / OG HUSTRU / IDA CAROLINE BENZON / FØDT DIDRICHSEN / *12 SEPT. 1803. +28 JUNI 1888 / FRED MED DERES STØV.
Benzon blev født på Lolland, gik i Nakskov latinskole og blev discipel på Vesterbro apotek i København. I 1814 bestod han examen pharmaceuticum, og i 1817 blev han bestyrer af apoteket i Christianssted på St. Croix, Dansk Vestindien. - bl.a. ved botanisk professor Jens Wilken Hornemanns hjælp. Her indsamlede han store mængder planter og sendte meget herbariemateriale samt frugter, frø og levende planter til København. Han levede 30 år i Vestindien men vendte hjem for før sin død i 1848.
Planteslægten Benzonia i Krap-familien er opkaldt efter ham. Krap-familen har størst udbredelse i troperne og subtroperne og har som fælles træk firkantede stængler, kransstillede blade og regelmæssige, 4-5 tallige blomster. Kaffe tilhører Krap-familien.