Sanger Natasja Saads markante og meget besøgte gravsted er på mange måder typisk for sin tid. I hvert fald er det repræsentativt for én strømning i begravelseskulturen - individualiseringen.
For selv om vor tids mest dominerende trend på kirkegårdene er anonymisering (i København nedsættes over halvdelen i fællesgraven), så er det samtidig sådan, at de individuelle gravsteder, som bliver etableret, personliggøres i væsentlig større grad end for blot få årtier siden. Fx som man ser det hos Natasja.
Her er et billede af afdøde, hvilket ses stadig oftere, også blandt ikke-kendte mennesker. Og så er graven, meget karakteristisk, udsmykket med mange genstande af midlertidig karakter. Midlertidig, fordi de, modsat monument og beplantning, ikke er vejrbestandige og derfor går til i løbet af få uger eller måneder, men som indtil da fungerer som ofte meget personlige hilsner til og udsagn om afdøde.
På Natasjas grav har bl.a. tegninger, perleplader og breve, hjerter og stjerner, lakridser og flag og klistermærker med ordene ’Bevar Fristaden’ indgået i midlertidige udsmykning. Nogle genstande lader sig let fortolke, selv om man ikke personligt har kendt afdøde, mens andre har mere privat karakter.
En britisk antropolog, der hedder Douglas Davies, har indført et parallelord til fænomenet livsstil, nemlig ordet dødsstil - netop som en betegnelse for ønsket om at sætte et personligt aftryk, også i døden. Københavns Assistens Kirkegård er et godt sted at gå på opdagelse i det fænomen.
Se også Kulturcenter Assistens' film om Natasja (08:35).