Michael Strunges gravsten i urnehave V vidner om hans liv som digter. Den bærer foruden navn, fødselsdag og dødsdag ordene ”Væbnet med vinger” - titlen på en af de 12 digtsamlinger, han nåede at udgive inden sin død.
Strunge er blevet omtalt som fortolkeren af sin generation, for hvem bl.a. punken og de tidlige modernister spillede en rolle. Han er muligvis også den person, der i nyere tid har fået flest såkaldte dødedigte dedikeret til sig.
Dødedigte er en slags portrætdigte skrevet i anledning af et dødsfald i digterens samtid. Michael Strunge skrev selv tre: Ét til forsangeren i bandet Joy Division, Ian Curtis, ét til digteren Ole Sarvig, og ét til dem begge kaldet ”Ceremoni for emigranterne Sarvig og Curtis” (1982).
At i hvert fald 10 af Strunges samtidige skrev et dødedigt i anledning af hans død, understreger hans position i sin generation af digtere. Det vidner også, som Strunges egne dødedigte, om et symptomatisk forhold ved moderne dødedigte, nemlig at de typisk skrives til kunstnere.
Sådan har det ikke altid været.
Engang blev dødedigte skrevet på bestilling og kun til en velhavende elite af adel og højtstående embedsmænd, der ønskede sig et godt eftermæle og havde råd til at betale for det. Siden begynder også borgerstanden at indtage rollen som dødedigtningens genstand. Digterne skrev nu hellere til ligemænd på inspiration end til en arbejdsgiver mod betaling.
I 1800-tallet ser vi dødedigte skrevet til en meget bred palet af indflydelsesrige personer fra forskellige sfærer i samfundslivet - videnskabsfolk, forretningsfolk, kunstnere, kongelige - hvilket taler for, at digterne faktisk kendte disse personer og altså indtog en central plads i samfundet. Heroverfor står det 20. (og 21. århundredredes) dødedigtning, der med kunstneren som sin foretrukne genstand kan læses som udtryk for, at digtere i dag primært omgås andre digtere/kunstnere.
En lignende tendens kan aflæses i forekomsten af kunstneriske monumenter på kirkegården. Mens kunstneriske gravmæler tidligere udførtes til standspersoner fra alle sfærer, kan man i dag som tommelfingerregel godt gå ud fra, at når der en sjælden gang rejses et unikt kunstnerisk monument på kirkegården, ja så er det ikke bare skabt af, men også skabt til en kunstner.