"Rejst af Gamtofte menighed"

"Rejst af Gamtofte menighed"

Gravstenen for sognepræst Peter David la Cour (1847-1905)

Sognepræst for Sundby Peter David la Cours gravsten er bevaringsværdig. Det skyldes indskriften. Der er blevet plads til både en titel, et bibelcitat og en angivelse af, hvem der samlede ind til gravstenen, og de ting tilsammen gør, at Nationalmuseet har anset inskriptionen som usædvanlig og bemærkelsesværdig nok til, at stelen skal gemmes for eftertiden.

Peter David la Cour var sognepræst for Sundby i perioden 1883-90. Herefter blev han præst ved den nyopførte Hellig Kors Kirke på Nørrebro - et meget stort sogn, hvor kirkelige handlinger - også begravelser - foregik som bunkebegivenheder. Efter 5 år ved Hellig Kors Kirke fik Peter David la Cour i 1895 stilling i Gamtofte på Fyn, hvor menigheden blev så glad for ham, at den satte gravstenen for ham, da han døde i 1905, bare 58 år gammel. Et bibelcitat blev det også til, nemlig vers 57 i kapitel 15 i Paulus' Første Brev til Korintherne, der på et nyere dansk lyder: "Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!"

Gravsten, hvor det af indskriften fremgår, hvem der har samlet ind til dem, kaldes donatorsten. Donatorsten er ofte interessante, fordi de både bevarer mindet om afdøde og fortæller om ofte for længst hedengangne foreninger, virksomheder, sammenslutninger og institutioner. Gamtofte menighed findes dog endnu.

Add to
ARtour mobile

Create Your own guide and enjoy our free mobile app with following features:

  • Offline mode
  • Augmented Reality mode
  • Dynamic maps with navigation
  • Adding your own points
  • Audio guide
  • See all features