Lapidarium er latinsk og sammensat af lapis, der betyder sten, og -arium, der betyder sted, der rummer noget. På kirkegårde bruges ordet om samlinger af bevaringsværdige gravsten.
Bevaringsværdige gravsten er gravsten, som har kulturhistorisk værdi, og som kirkegården derfor ikke må kassere, når et gravsted hjemfalder (altså når det ikke fornyes). På kommunalt administrerede kirkegårde som Sundby Kirkegård er det Nationalmuseet, der ud fra fire nationale kriterier for bevaringsværdighed vurderer, hvad der skal blive stående. De gravsten (også kaldet gravminder), der kan erklæres bevaringsværdige, er:
- gravminder, hvis udsmykning er af særlig interesse
- gravminder med usædvanlige og særligt bemærkelsesværdige indskrifter
- gravminder udført af anerkendte kunstnere eller af særlig, kunsthistorisk interesse
- gravminder, der bevarer mindet som fortjenstfulde mænd og kvinder
Lapidariet på Sundby Kirkegård rummer også gravsten, der formelt ikke længere er bevaringsværdige. Det skyldes en lovændring i 2014, hvor tre tidligere gældende kriterier for bevaringsværdighed blev afskaffet. Nu skulle man på kirkegårdene i Danmark ikke længere gemme tidstypiske gravsten, gravsten med lokalhistoriske navne eller gravsten, der var mere end 100 år gamle. Især de tidstypiske gravsten er der mange af i Sundby Lapidarium.
Fx var træstammen med de afskårne grene en populær gravstenstype fra sidste halvdel af 1800-tallet og et godt stykke ind i det 20. århundrede. Træstammen symboliserer slægten, der består, mens de afskårne grene symboliserer slægtens individer, der dør. Den knækkede søjle er et symbol på det afbrudte livsforløb. Urnen på gravstenen er også et klassisk symbol for døden, mens korset fortæller om et genopstandelseshåb.