Nina Bang var Danmarks og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering. Hun blev udpeget til undervisningsminister af statsminister Thorvald Stauning i 1924. Inden da havde hun siddet i Københavns Borgerrepræsentation og i Landstinget, hvor hun havde plads i finansudvalget og var Socialdemokratiets ordfører. Som historiker havde hun netop arbejdet med økonomiske og handelsmæssige aspekter af Danmarkshistorien.
Flere af de seneste 150 års markante politiske kvindeskikkelser er begravet på Bispebjerg Kirkegård. Det vidner om, at kirkegården, der er fra 1903, voksede frem samtidig med kvinders kamp for politiske rettigheder. Bl.a. medstifter af Dansk Kvindesamfund Mathilde Bajer er sted til hvile her, og også Nielsine Nielsen, som udover at være Danmarks første kvindelige akademiker og læge også var formand for kvindevalgretsforeningen. Både Mathilde Bajer og Nielsine Nielsen er hensat i urnehallen (kolumbariet) på Bispebjerg Kirkegård.
I 1999, på 75-års dagen for udpegningen af Nina Bang som første kvindelige minister, indstiftedes Nina Bang-prisen, der hvert år tildeles en ung, lovende kvindelig politiker.
Nina Bang er begravet sammen med sin mand Gustav Bang, som også var socialdemokrat, folketingsmedlem og historiker. De ligger under en sten rejst af socialdemokrater, hvilket fremgår af indskriften.
Gravstedet har en prominent placering ud til én af kirkegårdens hovedalléer. Før i tiden kostede en sådan god beliggenhed ekstra. Der opererede man med gravsteder af både 1. og 2. takstklasse foruden de billige linjegrave og den gratis frijord til de allerfattigste. I dag er der kun én kvadratmetertakst på kirkegården, så det alene er gravstedets størrelse og pasningen af det, der afgør prisen.