I månederne op til 2. Verdenskrigs afslutning i 1945 kom over 200.000 tyske flygtninge til Danmark. Flygtningene, hvoraf mange var kvinder og børn, kom fra østeuropæiske områder og var blevet afskåret flugten til Tyskland, hvorfor de med skib blev sendt til Danmark. Særligt sygdom betød, at mange flygtninge døde under opholdet i Danmark. I denne fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård blev der i foråret 1945 begravet 594 civile tyske flygtninge samt 370 tyske soldater, som havde kæmpet på østfronten.
Gravstedet består af to brostensindrammede arealer med liggesten påført metalplader. Pladerne gengiver navnene på de afdøde, hvis identitet man kender. De personer, som aldrig er blevet identificeret, omtales som ukendte tyske flygtninge på mindesmærket.
Det er Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge, som på vegne af den tyske stat betaler for vedligeholdelse af arealer, sten og monumenter her og på kirkegårdens afdeling 9, hvor der er yderligere 42 tyske soldatergrave. Der er i alt ca. 25.000 tyske grave fra besættelsestiden på kirkegårde i Danmark, hvis vedligeholdelse alle bliver finansieret af Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge. På den tyske nationale sørgedag “volkstrauertag” (andensidste søndag før første søndag i advent), foretager den tyske ambassade i Danmark kransenedlæggelse på bl.a. Bispebjerg Kirkegård.