Liva Weel (født Olivia Olsen) var 20 år, da hun første gang aflagde prøve som sanger, og derfra udviklede hendes karriere sig til at omfatte bl.a. teater og film. Men det blev særligt på de danske revyscener, at Liva Weel udfoldede sig, da hun ud over at kunne synge også besad et talent for komik. Folk strømmede til for at opleve Liva Weel, og anmelderne var også begejstrede. Som teaterskribenten Carl Gandrup skrev: ”Se Liva Weel og dø. Gud forbarme sig, sikke et talent, hvilken sangstemme og hvilket humør”.
Gennem årene optrådte hun på adskillige scener, i 1930'erne og 1940'erne bl.a. med en lang række af viser skrevet af Poul Henningsen. PH og Kai Normann Andersens sang ”Man binder os på mund og hånd”, der i revykomedien ”Dyveke” (1940) blev fremført af Liva Weel, blev medtaget i den danske kulturkanon i 2004.
Liva Weel ligger begravet kun ganske få meter fra en anden af datidens store revykunstnere, nemlig sanger og skuespiller Erika Voigt, der var næsten jævnaldrende med Liva Weel og døde blot en uge efter hende. At de ligger så tæt på hinanden er ikke tilfældigt, men det har intet med deres parallelle, professionelle løbebaner at gøre. Det skyldes derimod den måde, kirkegårde drives på. Kirkegårde ibrugtages trinvist, og da Liva Weel og Erika Voigt døde, var man i gang med en ny belægningsrunde på afdeling 5. Afdelingen var med andre ord en aktiv salgsafdeling. I dag sælges der kun i meget begrænset omfang gravsteder på afdeling 5, da efterspørgslen ikke er til det. Dette kan ændre sig igen. Kirkegårde er dynamiske størrelser, hvor synlige forandringer dog sker i et relativt roligt tempo.